Kølerskift på 205 GTI 1.6

Egentlig en ganske simpel operation, der kan udføres af alle med alm. husholdningsværktøj.
Der kræves:
Topnøglesæt m. 10’er top.
Ligekærvet skruetrækker
Polygriptang (papegøjetang)

Tidsforbrug: 1-2 timer


Hvordan gør man?

Først, hvis vi skal være bare en lille smule miljøbevidste, så skal kølervæsken helst opsamles, i stedet for ledes ud i kloak eller grundvandet, da det er ret giftigt. Græsplæner har i hvert fald ikke godt af det…
For at lette opsamlingen har jeg gjort følgende:

Smed en presenning ud over fliserne, da kølervæske giver pletter, kørt bilen ind over, og klodset den op, så der kan gå en spand ind under.

Og så i gang med selve skiftet:

De røde ringe er de bolte du umiddelbart kan komme til – der er her at 10’er toppen træder i kraft.

Først piller du frontgitteret af, ved at løse de to bolte i midten – har på fornemmelsen at der også vil have siddet nogle ved de blå cirkler, de manglede bare her. – skidt med det, det betyder kun mindre arbejde til mig.

Dernæst, inde bagved frontgitteret, i de blå cirkler, sidder der en møtrik som skal løsnes for du kan få den øverste plade af. – pas på, nogle gange forsvinder bolten, da beslagene kan være rustet væk.

Og sidst, for at få øverste plade fri, mangler der også de to helt yderst.

Men, pladen hænger stadig fast i kablet til udløsning af motorhjælmen, så derfor skal vi også lige have løsnet de to midterste bolte i pladen, for at kunne få beslaget til motorhjælmen fri.

Nu skulle det gerne se sådan ud:

Nu skal vi så til at kigge på selve køleren.

Vi ser på billedet ovenfor en rund cirkel. Følg den ledning ind bag venstre forlys, der skiller du stikket ad, så vi kan løfte køleren ud når den tid kommer.

Ved pilen sidder studsen til øverste køleslange – det er der hvor det opvarmede kølervæske fra motoren kommer ud i køleren. Slangen skal pilles af studsen, dog vil jeg anbefale at tage den som den sidste.

I stedet starter vi i højre side af køleren:

Først piller du den nederste slange af, ved at løsne for spændebåndet med en alm. ligekærvet skruetrækker. Når du så giver dig til at lirke slangen af, lige pludselig STÅR det ud med kølervæske, der er ikke andet at gøre end at have en stor nok spand.

Når det værste tryk er kommet af slangen, piller du låget af ekspansionsbeholderen, hvorved der gerne skulle komme endnu en slat…

Du piller selvfølgelig også den øverste slange af, der går direkte op til ekspansionsbeholderen.

Sensoren i midten skal du også have pillet af, for at kunne få køleren op. Det er den sensor der giver signal til kølerblæseren om at starte, når skidtet koger…

Først piller du stikket af, dernæst finder du en metode at skrue selve sensoren af med. En polygriptang gjorde tricket for mig, da den ikke er spændt voldsomt, kan vi benytte denne metode uden at ødelægge sensoren.

Nu skal vi have løftet køleren ud. Du tager bare stille fat og løfter stille lige op. De små skruer der holder selve blæseren fast, kan godt drille lidt når de skal forbi kofangeren, men med lidt tålmodighed går det også.

Når den er næsten oppe, skal den lige lirkes stille ud det sidste stykke for ikke at trykke studserne.

Sådan ser køleren ud, når den lige er kommet ud af bilen. Du skal løfte de to fjedre der sidder øverst af de gummimuffer de hviler i, hvorefter selve kølerelementet skulle være til at løfte lige op af blæserrammen.

Så skal vi have den nye køler monteret på blæserrammen:

Hvis vi lige vender køleren på hovedet, kan vi se de to huller som køleren skal passe ned i – her ses køler og blæserramme samlet. Når køleren er presset på plads, vender vi det hele om igen:

Her ser vi at jeg har flyttet de gummiplader over fra den anden køler af. Nu skal vi bare have løftet fjederen ind over. Pas på fingrene, de klapper ca. lige så hårdt som en musefælde… auu…

Nu er der sådan set kun tilbage at smide køleren i. Sørg for at den står som den skal når du sætter den løst i igen, inden du spænder den fast.

Når alle slanger m.v. er sat på igen, skal du selvfølgelig have hældt kølervæske på igen, og luftet systemet ud. På min gav det ikke umiddelbart store problemer. På med en tragt så hullet er til at ramme, og så ellers hæld på indtil den ikke kan aftage mere. Tryk lidt på diverse slanger, for at mærke om der er luft, samt skabe lidt kredsløb i systemet. Bagest i motorrummet hvor slangen kommer inde fra kabinen af, sidder der øverst en lille plastic-skrue, som du kan lufte ud dér med. Har ikke lige umiddelbart fundet behov for endnu at finde andre steder at lufte ud – men ellers spørg på forummet!

Tilbage er der så kun at indstille beslaget for motorhjælmen inden du bare knalder den ned!

God fornøjelse, og husk, bare tag dig god tid, så går det nok.

Lars 'Dyne' L. for Hi-Speed.dk